Summary

Jacob Budtz-Lilly, MD PhD FEBVS

Overlæge, Assoc. Professor, Aarhus Universitetshospital

Projekt: The Scandinavian trial of Uncomplicated Aortic Dissections (The SUNDAY Trial)

Baggrund: En akut aorta dissektion (AD) er en pludselig rift i det inderste lag af karvæggen. Sygdommen påvirker hundredvis af danskere hvert år både mænd og kvinder. AD kan inddeles i forskellige typer og ligeledes have forskellig sværhedsgrad. Derfor findes der forskellige behandlingsmuligheder, hvoraf blodtrykskontrol er en vigtig komponent. For de patienter som har et stabilt blodtryk eller har en ”ukompliceret” AD, vides det ikke om tidlig kirurgisk behandling kan forhindre pludselig ruptur, avanceret kirurgiske indgreb eller død. Mens denne uklarhed fortsat eksisterer blandt karkirurgiske specialister, lever mange patienter med kronisk angst og dårlig livskvalitet netop på grund af frygten for udvikling af komplikationer. Nogle studier foreslår at tidlig endovaskulær behandling (kateter-baseret) kan mindske risikoen for udvikling af komplikationer til AD og derved potentielt medføre en reduceret økonomisk byrde for sundhedsvæsnet. Et randomiseret kontrolleret studie (RCT) er nødvendigt for at kunne undersøge dette spørgsmål.

Formål: Denne ansøgning repræsenterer et samarbejde mellem flere karkirurgiske centrer fra 5 nordiske lande, ledet af Aarhus Universitetshospital. Der er nedsat en styregruppe og den kliniske protokol er indsendt til etisk godkendelse. Disse centrer har til formål at randomisere patienter over 3 år til enten tidligt kateter-baseret behandling eller konventionel medicinsk terapi. Det primære mål er at evaluere 5 års overlevelsen, mens vigtige sekundære endepunkter såsom livskvalitet og omkostninger også vil blive evaluere.

Klinisk betydning: Uanset udfaldet vil dette RCT få massiv indflydelse på, hvordan patienter med AD behandles bedst i fremtiden. Netop fordi dette RCT er det første af sin slags, som præsenterer informationer om patienternes livskvalitet samt økonomiske omkostninger af disse behandlingsmodaliteter.